Traditioner og faste aktiviteter i Børnekompasset
I Børnekompasset har vi mange dejlige traditioner i løbet af året som børnene elsker og ser frem til. Det giver en følelse af samhørighed stuerne og husene imellem, når børnene laver projekter i fællesskab. Vi arbejder med traditioner dynamisk, så aktiviteterne udvikles med fokus på den aktuelle børnegruppe.
Tur uge til Marbæk
Hvert år er vi en uge i Marbæk med alle børnehavebørnene i begge huse. Det er en fantastisk uge, med masser af naturoplevelser. Vi fanger krabber, bygger huler og børnene udvikler nye venskaber og motoriske færdigheder.
Høstfest og Bedsteforældredag
Når sommeren går på hæld og det er høsttid, holder vi høstfest for børnenes bedsteforældre. Vi udstiller nogle af de grøntsager vi har høstet i vores køkkenhave, og børnene kommer også med grøntsager og blomster fra deres haver. Vi optræder med sang eller skuespil, og børnene får mulighed for at øve sig i at stille sig frem og optræde med deres venner.
Halloween fest for de ældste børnehavebørn
Årets uhyggeligste fest bliver holdt i børnehavens kælder. Børnene kommer udklædte og forventningsfulde, med en følelse af skræk blandet med fryd i hele kroppen. Vi har udsmykket kælderen med spindelvæv, hekse og dunkel belysning. Og så bliver der bare festet.
Julen i Børnekompasset
Julen fejres i Børnekompasset med forskellige faste aktiviteter bl.a. har vi et besøg i Hjerting kirke hvor præsten fortæller om Jesu fødsel, vi holder en fantastisk julefrokost hvor de voksne er klædt ud som tjenere, og vi holder en vikinge-solhvervsfest hvor børnene spiser vikingeben. Så vi er vidt omkring!
Skolegruppen på Auraskolen - Afd. Hjerting
Efter jul starter vi vores skolegruppe op for de børn der skal starte i SFO i april. Vi er sammen 2-3 formiddage i ugen. Vi går eller cykler op på skolen 1-2 gange om ugen, og laver forskellige aktiviteter deroppe. Multirummet er forbeholdt skolegruppen. Børnene lærer hinanden bedre at kende på tværs af stuerne og bliver godt rustet til tiden efter børnehave. I skolegruppen laver vi et stort afsluttende projekt, eks cirkusforestilling og afslutter med Diskofest hvor der bliver danset og festet.
Børnene er stadig tilknyttet deres stuer (Blæksprutter, Skibe og Søslanger).